Indhold:
Loven skal medvirke til at værne natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet. Med denne lov tilsigtes særlig at:
- at forebygge og bekæmpe forurening af luft, vand, jord og undergrund samt vibrations- og støjulemper,
- at tilvejebringe hygiejnisk begrundede regler af betydning for miljøet og for mennesker,
- at begrænse anvendelse og spild af råstoffer og andre ressourcer,
- at fremme anvendelse af renere teknologi og
- at fremme genanvendelse og begrænse problemer i forbindelse med affaldshåndtering.
Loven vedrører:
- al virksomhed, som gennem udsendelse af faste, flydende eller luftformige stoffer, gennem udsendelse af mikroorganismer, der kan være til skade for miljø og sundhed, eller ved frembringelse af affald kan medføre forurening af luft, vand, jord og undergrund,
- rystelser og støj,
- produkter eller varer, som i forbindelse med fremstilling, opbevaring, anvendelse, transport eller ved den senere håndtering som affald kan medføre forurening,
- transportmidler og andre mobile anlæg, som kan medføre forurening, og
- dyrehold, skadedyr og andre forhold, som kan medføre hygiejniske problemer eller væsentlige ulemper for omgivelserne.
Loven omfatter tillige virksomhed, som vedrører risikobetonede processer, samt oplagring af stoffer med farlige egenskaber, således at driftsforstyrrelser eller uheld kan medføre nærliggende fare for forurening.
Emner som er omfattet:
- Formål m.v.
- Almindelige bestemmelser
- Beskyttelse af jord og grundvand
- Beskyttelse af overfladevand
- Forurenende virksomhed
- Affald
- Genanvendelse og renere teknologi
- Ekspropriation m.v.
- Tilsyn
- Miljøskade
- Administrative bestemmelser
- Klage og søgsmål
- Miljøklagenævnet
- Straf
- Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser
Centrale elementer i lovgivningen:
Loven er en rammelov, der udstikker det område, hvor erhvervsvirksomheder og medborgere kan virke inden for. Loven er delt op i kapitler, hvor kapitel 3 omhandler beskyttelse af jord og grundvand, kapitel 4 omhandler beskyttelse af overfladevand og angiver rammerne for udledning af spildevand. Kapitel 5 omhandler forurenende virksomheder og angiver rammerne for visse virksomheders emissioner til omgivelserne. Andre virksomheder reguleres efter de generelle regler, der er beskrevet i loven.
Ud fra lovens bestemmelser er der af ministeriet udstedt en række bekendtgørelser og branchebekendtgørelser, som mere specifikt fortæller hvad man må og ikke må.
Lovbekendtgørelsen kan hentes på Retsinformation