logo

Udskriftsdato: 5/18/2012



Affald af elektrisk og elektronisk udstyr

Affald af elektrisk og elektronisk udstyr omfatter 10 kategorier af udstyr, og de er omfattet af reglerne for producentansvar:

1. Store husholdningsapparater 6. Elektrisk og elektronisk værktøj
2. Små husholdningsapparater 7. Legetøj og fritids- og sportsudstyr
3. It- og teleudstyr 8. Medicinsk udstyr
4. Forbrugerudstyr 9. Overvågnings- og reguleringsinstrumenter
5. Belysningsudstyr: a)armaturer, b)lyskilder

10. Salgsautomater

For hver af de 10 kategorier findes en række fraktioner, som kategorien kan underopdeles i, f.eks. omfatter ”1. store husholdningsapparater” store kølemøbler, køleskabe, fryseudstyr m.fl.

Indeholder kasseret elektrisk og elektronisk udstyr farlige stoffer (f.eks. PCB, klorfluorkarboner eller fri asbest) eller er der tale om farlige dele fjernet fra kasseret udstyr, anses affaldet som farligt affald ifølge listen over affald.

Miljøproblem
Affald af elektriske og elektroniske produkter indeholder mange miljøbelastende stoffer, især tungmetaller, men også andre stoffer som f.eks. PCB, klorfluorkarboner eller fri asbest.

Håndtering
Reglerne for håndtering af affald af elektrisk og elektronisk udstyr omfatter krav til, hvor meget af affaldet der skal hhv. nyttiggøres, genanvendes og genbruges. Dette bliver gjort op baseret på den mængde af affald i kg og pr. kalenderår, som tilbagetages og andelen heraf, som nyttiggøres/genanvendes/genbruges.

DPA-systems hjemmeside, kan du finde mere information om, hvordan du skiller dig af med affald af elektrisk og elektronisk udstyr, hvis du er slutbruger.

Miljøstyrelsens hjemmeside kan man finde information om håndtering af affald af elektrisk og elektronisk udstyr.

Regulering
Elektronikaffaldsbekendtgørelsen og ændringerne hertil fastsætter reglerne for markedsføring af elektrisk og elektronisk udstyr med producentansvar samt for håndtering af affald af elektrisk og elektronisk udstyr. Producentansvar betyder, at det er producenten eller importøren af elektrisk og elektronisk udstyr, som er ansvarlig for indsamling og bortskaffelse af affaldet. 

Miljøstyrelsen informerer i et brev og en pjece om reglerne for producentansvar for affald af elektrisk og elektronisk udstyr. Indsatsen skal være med til at hjælpe virksomheder med at finde ud af, om de er omfattet af lovgivning for producentansvar. Såfremt en virksomhed er omfattet, findes der en vejledning om, hvordan den kan lade sig registrere i producentansvarsregistret. Klik her for at se dokumenterne.

Er du i tvivl om, om du er omfattet af reglerne for producentansvar, kan du finde information på Miljøstyrelsens hjemmeside og på DPA-systems hjemmeside.

Sidst redigeret: 14. december 2010



Printet fra Virksomhedernes miljøguide