Restprodukter fra affaldsforbrændingsanlæg består af slagge og restprodukter, herunder flyveaske. Slagger fremkommer som største restproduktfraktion på affaldsforbrændingsanlæg. Slaggen udgøres af den ubrændbare del af affaldet.
Restprodukter fra biobrændsel og restprodukter fra kul-, olie- eller naturgasfyrede kraftværker er ikke medtaget her.
Miljøproblem
Restprodukterne fra affaldsforbrændingsanlæg indeholder tungmetaller, som ved udvaskning kan true jord, grundvand og overfladevand. For at begrænse indholdet af miljøbelastende stoffer i slaggen og hindre dannelse af skadelige stoffer under forbrændingen må f.eks. ikke-genanvendeligt PVC, imprægneret træ og elektriske og elektroniske produkter ikke anvises til forbrænding.
Håndtering
Oparbejdning
I forbrændingsanlægget udtages slaggen for enden af forbrændingsristen og splintres ved chokkøling, når den falder ned i en vandfyldt slaggeudmader. Efter afvanding i slaggegraven bliver slaggen oparbejdet mekanisk med henblik på genanvendelse. Der fjernes således jern ved hjælp af overbåndsmagneter, og den resterende slagge sigtes, hvorefter større emner af sten og umagnetiske metaller frasorteres. Den sorterede slagge modner under lagring i mindst en måned.
Genanvendelse
I 2008 blev næsten 100% af de 676 000 tons restprodukter fra affaldsforbrændingsanlæg genanvendt. Resten blev deponeret. Slagge kan anvendes i bygge- og anlægsarbejder, f.eks. til bundsikring under f.eks. maskinhaller, staldbyggerier, pladser og veje som erstatning for jord- og grusmaterialer, samt som opfyld ved lednings- og kloakeringsgrave. Slagge har lige så gode vejtekniske egenskaber som naturlige grusmaterialer.
Skal slaggen genanvendes, skal den undersøges i henhold til kriterierne i BEK nr. 1662 af 21/12/2010. DHI har meget erfaring med karakterisering af affald og restprodukter. For yderligere information kan du henvende dig til Anke Oberender, DHI (per e-mail eller tlf. 4516 9469).
Deponering
Viser resultaterne fra udvaskningstesten, at slaggen ikke overholder krav til genanvendelse, skal resultaterne sammenlignes med kriterierne for modtagelse af affald på deponeringsanlæg, for at afgøre, på hvilken type deponeringsanlæg affaldet må deponeres. Klik her for at få mere information om deponering af affald.
Regulering
Restprodukter fra affaldsforbrændingsanlæg kan genanvendes under forudsætning af, at kravene til udvaskning af salte og tungmetaller overholdes. Kan kravene til genanvendelse ikke overholdes, må affaldet deponeres. Det er BEK nr. 1662 af 21/12/2010, som fastlægger krav til genanvendelse af restprodukter fra forbrændingsanlæg.