Lovgivning som forskriften vedrører:
LBK nr 879 af 26/06/2010 (Miljøbeskyttelsesloven)
Indhold:
Bekendtgørelsen supplerer bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1013/2006 om overførsel af affald.
Emner som er omfattet:
Bekendtgørelsen om import og eksport af affald supplerer EU’s Transportforordning på visse områder. Danmark har indført et generelt forbud mod import af affald til bortskaffelse i Danmark og eksport af affald fra Danmark til bortskaffelse i EU-lande og EFTA-lande (Schweiz, Norge, Island, Liechtenstein), der er parter i Basel-konventionen.
Dette forbud gælder dog ikke for affald fremstillet i så begrænsede mængder, at oprettelsen af nye, specialiserede bortskaffelsesanlæg vil være uøkonomisk. Endvidere må der ikke formidles overførsler af affald, som er i strid med import-/eksportforbuddet.
I bekendtgørelsen kan man finde specifikke oplysninger i forbindelse med anmeldelse af overførsler af affald, hvor Danmark er hhv. afsendelses- eller bestemmelsesland, samt virksomhedernes forpligtelser i forbindelse med overførsel af affald.
Centrale elementer i lovgivningen:
- Når Danmark er afsendelsesland af anmeldepligtigt affald, skal anmeldelsen om overførsel af affald indgives til Miljøstyrelsen.
- Der opkræves et gebyr på 2950 kr. for behandling af anmeldelsen.
- Ved overførsel af affald med Danmark som afsendelsesland skal der stilles en sikkerhed på 3000 kr. pr. ton affald, der skal overføres.
- Det er forbudt at importere affald til bortskaffelse i Danmark og det er forbudt at eksporteree affald fra Danmark til bortskaffelse i EU-lande og EFTA-lande, der er parter i Basel-konventionen. Forbuddet gælder dog ikke, hvis der hhv. i afsendelseslandet eller i Danmark ikke findes egnede bortskaffelsesmuligheder, og affaldet fremstilles i så begrænsede mængder, at oprettelsen af nye, specialiserede bortskaffelsesanlæg vil være uøkonomisk.
Relation til EU-lovgivning:
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) Nr. 1013/2006 af 14. juni 2006 om overførsel af affald