logo

Udskriftsdato: 5/18/2012



Relevant lovgivning

Kemiske stoffers udledning til og spredning i det ydre miljø reguleres i Danmark gennem ’Lov om kemiske stoffer og produkter’. Loven er relativt kompliceret og følger generelt de kemiske stoffer i hele deres livscyklus, dvs. fra de produceres og til de nedbrydes.

Med hjemmel i loven er der udstedt mere end 50 bekendtgørelser, som forbyder eller begrænser adgangen til at bruge forskellige stoffer. En forudsætning for at en sådan regulering virker, er anvendelse af systematiske procedurer samt et omfattende kendskab til de kemiske stoffers egenskaber og skadelige virkninger på det ydre miljø.

Kemikalielovgivningen er et af de store samarbejdsområder inden for EU, og også inden for OECD-landene foregår der en harmonisering. Formålet med dette tætte samarbejde er, at kemiske data anerkendes på tværs af nationer, samt at reguleringen af kemiske stoffer er harmoniseret, så der opnås fri bevægelighed af kemikalier og produkter over landegrænserne.
       
Du kan læse om den nuværende kemikalielovgivning her i portalen under Kemikalielovgivning.

EU's regulering af kemiske stoffer sker i forordningen kaldt REACH (Registration, Evaluation, Authorisation of CHemicals). REACH omfatter registrering og vurdering af kemiske stoffer, samt krav om godkendelse (autorisation) af særligt problematiske stoffer.

REACH trådte i kraft 1. juni 2007 og betyder at producenter, importører og forhandlere af kemiske stoffer fremover skal dokumentere en sikker produktion og anvendelse af kemikalier. Reglerne berører alle virksomheder, der producerer, anvender eller forhandler kemiske stoffer og produkter.

Formålet med kemikaliereguleringen er, at:

  • beskytte menneskers sundhed og miljøet
  • bevare og forøge den europæiske industris konkurrenceevne
  • hindre opsplitning af det indre marked
  • fremme større gennemskuelighed 
  • fremme test uden brug af hvirveldyr som forsøgsdyr.


Der skal sikres tilgængelig viden om de mange tusinde kemikalier, der bruges i Europa. Samtidig skal brugen af de farligste stoffer begrænses, så anvendelsen kun kan ske efter en godkendelse fra myndighederne.

REACH er yderligere beskrevet her i portalen under Kemi. I underemnet til denne side gives en kort gennemgang med fokus på REACH og det ydre miljø.

Sidst redigeret: 12. august 2009



Printet fra Virksomhedernes miljøguide