logo

Udskriftsdato: 2/6/2012



Rådgivning om jord

Jord som affald
Når jord skal flyttes væk fra den lokalitet, hvor den er gravet op, bliver jorden i princippet betragtet som affald. Det betyder, at affaldsreglerne træder i kraft, og kommunerne har ansvaret for at anvise, hvor jorden kan/skal føres hen i henhold til Jordflytningsbekendtgørelsen. Kun når jorden skal genanvendes til bestemte formål efter Restproduktbekendtgørelsen, er jorden ikke omfattet af affaldsreglerne. Jorden vil i det tilfælde ikke være omfattet af den kommunale anvisningspligt for affald.  

Jordflytningsbekendtgørelsen er under revision hos Miljøstyrelsen.

Prioritering af jordhåndtering
I forbindelse med håndtering af jord kan man opstille en prioriteret rækkefølge for håndtering af jord, som er i tråd med den overordnede politiske målsætning for affald.

For opgravet jord vil prioriteringen være:

  1. Genanvendelse eller nyttiggørelse. Jorden skal helst allerede ved opgravningen sorteres efter forureningsniveau. Dette er med til at sikre, at en større andel af jorden efterfølgende kan genanvendes.
  2. Behandling af forurenet jord. Forurenet jord, der ikke kan genanvendes direkte, bør så vidt muligt renses. Dog skal den samlede miljømæssige påvirkninger ved behandling og genanvendelse afvejes overfor påvirkningerne ved deponering.
  3. Deponering er den sidste mulighed for bortskaffelse af jord.


Kommunerne skal iht. Jordflytningsbekendtgørelsen udarbejde et regulativ for jordflytning. Dette bør være at finde din kommunes hjemmeside.

Hvor kommer det forurenede jord fra?
98% af al forurenet jord er overskudsjord, som opstår i forbindelse med anlægsarbejder og nybyggerier. Kun 2% stammer fra egentlige oprydnings- og afværgeprojekter, hvor man eksempelvis fjerner de øverste jordlag i områder med særlig følsom arealanvendelse (f.eks. børnehaver eller boligområder).

Hvor kan jeg komme af med overskudsjord?
Som privatperson kan du aflevere op til 1 m3 jord på den lokale genbrugsstation uden nogen form for dokumentation af jordens forureningstilstand.

Hvis du har mere jord end 1 m3 eller ikke er en privatperson, kan kommunen anvise jorden for dig, men det kræver, at du kender jordens forureningstilstand. Du har nu følgende muligheder:

  • Du kan selv stå for at bestemme jordens forureningsgrad, så kommunen kan anvise jorden derudfra. Dette kan kun anbefales, hvis du på forhånd har en vis viden om jordforurening.
  • Du kan få en rådgiver til at hjælpe dig med at bestemme jordens forureningsgrad, hvorefter kommunen kan anvise jorden.
  • Du kan aflevere jorden på et karteringsanlæg uden nogen form for dokumentation af jordens forureningsgrad. Du skal kontakte kommunen for at høre, om jordflytningen skal anmeldes. Ved flytningen skal du sørge for, at transportøren er godkendt.


Endelig kan du selv sørge for genanvendelse, men så skal du eller en rådgiver sørge for at dokumentere jordens forureningsgrad, samt anmelde flytningen og genanvendelsesprojektet – se under anmeldelse af jord og genanvendelse af jord.

Du kan få flere oplysninger om håndtering af forurenet jord ved henvendelse til Jette Bjerre Hansen eller Mette Tjener Andersson hos DHI. Vi har den nødvendige ekspertise til at hjælpe dig med at tilvejebringe de oplysninger, som er nødvendige for, at kommunen kan behandle din sag.   


Kilde: Miljøkontrollen i København

Sidst redigeret: 8. oktober 2010



Printet fra Virksomhedernes miljøguide
Siden er etableret af:

Relevante links

Eksterne links

Miljøstyrelsen   
Videncenter for Jordforurening