logo

Udskriftsdato: 5/18/2012



Integrerede ledelsessytemer

Mange virksomheder har set værdien i at indføre ledelsessystemer for kvalitet, miljø, energi, arbejdsmiljø, fødevaresikkerhed og produkt-sikkerhed. Interessen er også ved at være vakt for at indføre systemer til sikring af virksomhedernes sociale ansvar.

Virksomheder med flere parallelle systemer kan komme til at opleve et stort bureaukrati i forbindelse med drift og vedligeholdelse af systemerne. Populært sagt oplever virksomheder, at systemerne sander til, og de har dermed ikke den ønskede effekt.

For at sikre effektive ledelsessystemer og ressourcebesparelser til systemdrift og vedligeholdelse kan der være en stor fordel i at indføre et integreret ledelsessystem.

I 2005 er der udgivet en Dansk Standard for integrerede ledelsessystemer, DS 8001.
Princippet i den vejledning, der gives gennem DS 8001 er, at der er en stor rationaliseringsgevinst at hente ved at integrere centrale dele af ledelsessystemerne.

Der er stadig plads til, at et integreret system kan indeholde delsystemer, så der til stadighed kan skabes det nødvendige fokus på et enkeltområde, der er omfattet af det integrerede ledelsessystem. Som eksempel kan nævnes, at kvalitet, miljø og arbejdsmiljø har hver sit fokusområde. Kvalitetsledelse eller –styring fokuserer på øgning af produktkvaliteten. Miljøledelse fokuserer på kontrol og nedbringelse af miljøpåvirkningerne. Arbejdsmiljøledelse fokuserer på kontrol og nedbringelse af risici.

På trods af forskellighederne i fokus anvendes der den samme ledelsesfilosofi:

Hvor de enkelte elementer dækker over:

Planlæg

  • Kortlægning og udvælgelse af væsentlige processer og forhold
  • Lovbestemte krav og andre bestemmelser
  • Politik, målsætninger og handlingsprogrammer
  • Ressourcer
  • Beskrivelse af ledelsessystemet
  • Struktur og ansvar


Gennemfør

  • Læring
  • Kommunikation
  • Dokumentstyring
  • Fremstilling af ydelsen


Kontrollér

  • Overvågning og målinger
  • Registre
  • Intern audit


Korrigér

  • Korrigerende og forebyggende handlinger samt løbende forbedringer
  • Ledelsens evaluering/gennemgang af systemet


De enkeltstående ledelsessystemer tager udgangspunkt i, at der i organisationen foretages en grundlæggende gennemgang af organisationen og udfærdiges en eller flere politikker, som dækker de enkelte områder. Derefter opbygges selve ledelsessystemet. Hvert ledelsesområde dækkes af en række elementer, der er fælles for alle ledelsessystemer, samt en række mere emnespecifikke beskrivelser, procedurer og instruktioner. I et integreret ledelsessystem benytter man de elementer, der er fælles for systemerne, til at lede de generelle forhold. Systemet udbygges efterfølgende kun med de elementer og dokumenter, der kan være behov for, når man ønsker at integrere endnu et nyt ledelsessystem. Tilsvarende skal ledelsessystemet naturligvis ændres, hvis der sker større ændringer.

Sidst redigeret: 27. september 2006



Printet fra Virksomhedernes miljøguide
Såfremt du ønsker yderligere oplysninger om integrerede ledelsessystemer, kan du kontakte Dansk Standard eller FORCE Technology