logo

Udskriftsdato: 5/18/2012



Verifikation af miljøteknologier

Environmental Technology Verification eller ETV er en uafhængig afprøvning og dokumentation, en såkaldt tredjepartsvurdering, af miljø- og klimateknologiprodukter. Kernen i ETV er at give uafhængig dokumentation for produkternes effektivitet inden for områder, hvor der endnu ikke er produktstandarder og typegodkendelser. ETV er således rettet mod innovative teknologier og produkter.

ETV gennemføres af uafhængige verifikationscentre og leverer sammenlignelige data for flere produkter tilhørende samme applikation og matrix.

Med et internationalt accepteret verifikationsbevis, der dokumenterer effekten under givne betingelser, kan danske leverandører af energi- og miljøteknologiprodukter bevise produkternes funktion og effektivitet og dermed understøtte deres markedsføring i Danmark og i udlandet. Køberne af teknologierne kan desuden forud for en investering få sikkerhed for ny og innovative produkters praktiske anvendelighed. ETV giver mulighed for at hjælpe samfundet i at investere i teknologier til reduktion, tilpasning og overvågning af klima- og miljøpåvirkninger.

ETV er allerede etableret i en række lande, herunder i Danmark, de nordiske lande og i USA og er under opbygning i EU. I Danmark udbydes ETV af Dansk center for miljøteknologiverifikation (DANETV) som er et samarbejde imellem fire godkendte teknologiske service virksomheder: DHI, Teknologisk Institut, FORCE Technology og AgroTech, med støtte fra Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, se DANETV's hjemmeside.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til DHI, Mette Tjener Andersson, per e-mail eller tlf. 4516 9148.

Sidst redigeret: 22. januar 2010



Printet fra Virksomhedernes miljøguide