logo

Udskriftsdato: 5/18/2012



Karakterisering

Karakterisering af vand fra overfladeafstrømning sker ofte i forbindelse med tilslutningstilladelser, genanvendelse eller rensning.

Det kan i flere tilfælde være relevant at karakterisere overfladevandet fra virksomheden for at:
  • afgøre, om der er tale om særligt forurenet overfladevand i forbindelse med ansøgning om tilslutningstilladelse
  • identificere mulighederne for at genanvende overfladevandet til forskellige formål
  • identificere den bedste teknologi til rensning af overfladevandet

Overfladevand er karakteriseret ved, at stofkoncentrationerne varierer meget i løbet af en nedbørshændelse. Der vil typisk være tale om en ”First flush” effekt, hvor koncentrationerne af forureningsparametrene er størst i begyndelsen af en regnhændelse, hvorefter de bliver mindre i løbet af hændelsen. En forklaring på dette kan være, at nogle forureningsparametre opkoncentreres på overflader eller i atmosfæren i tørvejr, hvorefter de bliver udvasket i forbindelse med regn. Den store variation i koncentrationerne kan gøre det vanskeligt at udtage repræsentative prøver.

Overfladevand fra veje, tage og andre befæstede arealer indeholder typisk nedenstående forureningsparametre, og det vil derfor være relevant at måle koncentrationen af disse i forbindelse med en karakterisering af vandet:

• Suspenderet stof
• Næringsstoffer (kvælstof, fosfor)
• BOD/COD
• Tungmetaller (cadmium, krom, kobber, bly, zink, kviksølv, nikkel, sølv)
• Pesticider
• PAH
• Olie
• Klorider
• Bakterier (hvis overfladevandet skal genanvendes)

Der bør så vidt muligt anvendes akkrediteret prøvetagning og analyser, se også under standarder og rådgivning. Analyseparametre bør udvælges ud fra en vurdering af, om de kan tænkes at forekomme i det konkrete overfladevand samt ud fra formålet med karakteriseringen (afledning til kloaksystem, udledning til recipient, genanvendelse). I Miljøstyrelsens rapport Brug af regnvand opsamlet fra tage og befæstede arealer kan findes yderligere information om relevante analyseparametre i forbindelse med en karakterisering af overfladevand.

I tilfælde, hvor overfladevandet ønskes genanvendt, kan det være relevant at måle koncentrationen af mikroorganismer i vandet for at kunne vurdere sundhedsrisikoen ved genanvendelsen. Koncentrationen af total coliforme bakterier og Escherichia coli kan give et billede af bakterieniveauet i overfladevandet.

Sidst redigeret: 31. juli 2009



Printet fra Virksomhedernes miljøguide