logo

Udskriftsdato: 5/18/2012



Nedsivning

I områder, hvor forholdene tillader det, kan spildevandet bortledes ved nedsivning til jorden.

Alle ansøgninger om nedsivning skal sendes til kommunen. Kommunen tager stilling til, om den har kompetencen til at meddele tilladelse. Er dette ikke tilfældet, videresender kommunen sagen til det relevante miljøcenter (Århus, Odense eller Roskilde).

Ved ansøgning om etablering af et nedsivningsanlæg skal ansøgningen indeholde følgende oplysninger:

• Karakter og mængde af tag- og overfladevand
• Afstanden fra nedsivningsanlægget til drikkevandsindvindingsanlæg
• Udformningen af nedsivningsanlægget, herunder at nedsivningen sker i separat nedsivningsanlæg
• Afstanden fra nedsivningsanlægget til vandløb, søer eller havet
• Afstanden til andre nedsivningsanlæg, bygninger m.m.

Nedsivning af tag- og overfladevand skal ske til et nedsivningsanlæg, hvor der hverken bliver afledt husspildevand eller processpildevand. Det skyldes, at overfladevand kan skylle det øvrige spildevand for hurtigt gennem den biologiske aktive øverste jordzone.

Ved et nedsivningsanlæg for spildevand eller overfladevand forstås et anlæg, hvor spildevandet afledes til nedsivning igennem jordlagene. Nedsivningen kan også ske gennem et biologisk sandfilter, hvorved der opnås rensning for suspenderet stof, organisk stof samt nitrifikation af spildevandets kvælstofindhold.

Et afløbsanlæg med nedsivning består af:

- Tilløbssystemet
- Bundfældningstanken/det mekaniske renseanlæg
- Nedsivningsanlægget

Selve nedsivningsanlægget består af et fordelingsarrangement, evt. pumpestation og et sivedræn (fordelerrør), se principskitse af nedsivningsanlæg nedenfor.



Typisk føres spildevandet først gennem en bundfældningstank, hvor både flydestof og materiale, der kan bundfældes, bliver tilbageholdt. Dette er nødvendigt for at undgå tilstopning af sivesystemet. Nedsivningssystemet, som er placeret efter bundfældningstanken, består eksempelvis af et fordelingskammer (eventuelt med pumpe), hvor der sker en ligelig fordeling af spildevandet, som ledes videre til flere fordelingsrør med en længde på mellem 2 og 30 m. Fordelingsrørene lægges i nødesten og med et fald på 5-10%. Rørene, der har en diameter på ca. 75 mm, er perforerede, så vandet kan sive ud i jorden.

Sidst redigeret: 31. juli 2009



Printet fra Virksomhedernes miljøguide