Tilslutningsbidrag
Hvis virksomheden ikke tidligere har været tilsluttet eller pålignet tilslutningsbidrag til et offentligt spildevandsanlæg, skal der betales et standardtilslutningsbidrag for tilslutning af spildevand til det offentlige kloaksystem. For erhvervsejendomme er standardtilslutningsbidraget 30.000 kr. pr. påbegyndt 800 m2 grundareal. Danmarks Statistik beregner årligt regulering af standardtilslutningsbidrag på baggrund af prisudviklingen.
Vandafledningsbidrag
Virksomheden skal betale vandafledningsbidrag til kommunen for afledning af sanitært spildevand til det offentlige kloaksystem. Vandafledningsbidraget beregnes som udgangspunkt på baggrund af målt eller skønnet vandforbrug. For virksomheder fastsættes vandafledningsbidraget efter vandforbruget fratrukket den vandmængde, der medgår i produktionen. I de tilfælde hvor der afledes vand uden, at der har været et vandforbrug, beregnes vandafledningsbidraget ud fra den afledte vandmængde.
Kommunen kan opdele vandafledningsbidraget i en fast og en variabel del. Den faste del af vandafledningsbidraget må maksimalt udgøre 30 gange den variable kubikmetertakst og må ikke overstige 500 kr. inklusive moms pr år. Danmarks Statistik udarbejder årligt reguleringstal for den faste del af vandafledningsbidraget. I øvrigt fastsætter kommunen én gang om året størrelsen af det faste bidrag og den variable kubikmetertakst.
Afgift for udledning af spildevand til søer, vandløb eller havet
Virksomheden skal betale afgift til staten for spildevand, der udledes til søer, vandløb eller havet (Bekendtgørelse af lov om afgift af spildevand LBK 636 af 21/08/1998). Endvidere skal virksomheden betale afgift af spildevand, der nedsives eller udledes på marker med henblik på nedsivning. Spildevand, der udspredes på marker med andre formål end nedsivning, er ikke afgiftspligtig. Afgiften er afhængig af spildevandets indhold af total-nitrogen, total-fosfor og BOD modificeret, og der betales efter den udledte mængde målt i kg pr. år.
Erhvervsejendomme kan opnå fradrag for vand, der medgår i produktionen eller af anden grund ikke bliver tilledt kloaksystemet. For at få fradrag skal virksomheden specifikt kunne relatere vandforbruget til produktionsfaciliteterne. Det er samtidig påkrævet, at det er muligt at måle/opgøre den vandmængde, der ikke bliver tilledt kloaksystemet.