De allerfleste virksomheder vil gerne have styr på miljøet, men især for små og mellemstore virksomheder kan det være en jungle at finde rundt blandt love, standarder, vejledninger, prøvnings- og testmetoder på miljøområdet. Hvilke miljøkrav gælder for netop min virksomhed, og hvilke muligheder har vi for at opfylde kundernes og myndighedernes krav så effektivt og nemt som muligt?
FORCE Technology, DHI - Institut for Vand og Miljø og Dansk Standard er gået sammen om at udvikle denne hjemmeside, der skal gøre det lettere for virksomhederne hurtigt og målrettet at finde frem til relevante standarder, lovgivning, vejledninger samt rådgivning inden for affald, spildevand luftemissioner og ledelse herunder kvalitetsstyring, miljøledelse og arbejdsmiljø.
Hjemmesiden har flere indgange. Man kan fx ud fra om miljøproblemet er relateret til affald, jord, luftemissioner eller spildevand let og overskueligt finde frem til vejledninger, der letter forståelsen af de bagvedliggende love, bekendtgørelser og standarder. Og i det omfang man direkte har brug for standarder og lovgivning, giver portalen adgang til korte beskrivelser af de centrale dokumenter indenfor de nævnte miljø- og ledelsesområder. Er man eksempelvis i tvivl om, hvordan man skal håndtere potentielt farligt affald, er der i portalen fortaget valg, der indsnævrer typen af affald og håndteringsmulighederne. Herefter bliver man kun præsenteret for de standarder og den lovgivning, man har brug for i den aktuelle sammenhæng.
Hjemmesiden vil derudover vejlede og rådgive brugerne generelt – også i forhold til eksempelvis genanvendelsesteknologi, bedste tilgængelig teknik, deponering og recirkulering, ligesom der bliver mulighed for at kontakte rådgivere, som kan vejlede i konkrete miljøspørgsmål eller rådgive om specifikke emissionsbegrænsende teknologier.
Alle informationer på hjemmesiden er gratis, men ønsker man konkret personlig rådgivning eller fx ønsker at købe en standard, skal dette ske gennem de én af de tre organisationer/institutter.
Hjemmesiden vil samtidig kunne fungere som virksomhedernes talerør over for standardiseringsudvalgene i forbindelse med høringer af forslag til standarder. Med hjemmesiden får virksomhederne nemlig en platform for kommunikation med de standardiseringsudvalg, som er med til at udarbejde standarderne. Der bliver mulighed for at kommentere standarder, stille spørgsmål til udvalgene og debattere det aktuelle standardiseringsarbejde med andre eksperter og virksomheder. Virksomhederne får således mulighed for at påvirke standarderne i tilblivelsesfasen, samt tidlig viden om de standarder, der vil få betydning for den pågældende branche i fremtiden.
Kontakt os her.